Behandling over 25 år

Udover medicinsk behandling skal du indgår i et socialfagligt forløb.

Samtaler og behandling er gratis og bliver målrettet dine behov og ønsker.

Som introduktion kan du vælge at få tre samtaler med en behandler på Behandlingscenter Brøndby. Ved samtalerne får du hjælp til at afklare din situation og dine ønsker. Samtalerne er uforpligtende, og du kan være anonym.

Du kan til enhver tid blive indskrevet til gratis behandling på Behandlingscenter Brøndby. Vores dygtige faguddannede behandlere vil i samarbejde med dig udforme en behandling , som tager udgangspunkt i dine ønsker og mål.

Læs mere om vores behandlingstilbud:

Indledende samtale

Bestil tid til en samtale med en behandler på Behandlingscenter Brøndby. Du finder vores kontaktoplysninger nederst på siden.

Samtalen finder sted på Behandlingscenter Brøndby, Horsedammen 42, 2605 Brøndby.

Ved den første samtale hjælper behandleren dig med at få overblik over din situation og dine muligheder:

  • Har du problemer med misbrug?
  • Har du behov for behandling for at stoppe et misbrug?
  • Hvilke ønsker har du til en eventuel behandling?
  • Hvad kan Behandlingscenter Brøndby tilbyde dig, som passer til dine behov?

Afklaring af dit behov

Ved samtalen får du afklaret din situation. I samarbejde med behandleren finder du ud af, om du har behov for behandling og hvilken behandling, der passer bedst til dig og din situation. Du har mulighed for tre uforpligtende samtaler.  

Behandlingsplan

Ønsker du behandling, bliver du indskrevet på Behandlingscenter Brøndby og får lavet en behandlingsplan. Du er selv med til at lave behandlingsplanen i samarbejde med en erfaren behandler. Du vil også altid blive tilbudt en lægesamtale efter indskrivningen.

En behandlingsplan indeholder dine mål med behandlingen, hvordan behandlingen skal foregå og i hvor lang tid.

En fuld behandling på behandlingscenter Brøndby tager almindeligvis ni måneder

Behandling

Behandlingen foregår på Behandlingscenter Brøndby, og den er ambulant. Det vil sige, at du bor hjemme, mens du er i behandling og dermed hele tiden er i dine vante omgivelser.

Ambulant behandling

Brøndby Behandlingscenter har erfaring med, at en ambulant behandling i langt de fleste tilfælde er den mest effektive måde at stoppe misbrug af alkohol, hash, stoffer og medicin. Det du lærer i behandlingen, kan du bruge aktivt i din hverdag. Du får nye vaner, og de positive forandringer af din livsstil bliver lettere en del af din dagligdag helt fra starten af behandlingen. Det gør det lettere for dig at fortsætte med dine nye vaner og din nye livsstil efter behandlingen.

Behandling

En ambulant behandling på Behandlingscenter Brøndby består typisk af individuelle samtaler og du har mulighed for at deltage i behandlingsgrupper. Det er dog ikke et krav, at du deltager i en behandlingsgruppe.

En behandling på Behandlingscenter Brøndby er altid målrettet dig og dit behov for behandling, så du kan få succes med dit mål om at stoppe med at drikke alkohol, ryge hash, tage stoffer eller medicin.

Behandlingen kan bestå af

  • Individuelle samtaler med behandler
  • Konsultation af læge
  • Sundhedssamtaler med sygeplejerske
  • Substitutionsmedicin
  • Gruppe terapi
  • Afslappende akupunktur mod abstinenser og trang
  • Samtaler med psykolog
  • Eventuel familiebehandling
  • Eventuel koordinering med Jobcentret om praktik eller arbejde
Individuelle samtaler

Hovedparten af behandlingen består af individuelle samtaler. Du er tilknyttet en fast behandler. I samarbejde finder I ud af, hvor ofte du har behov for samtaler, og hvad samtalerne skal handle om.

Læge, sundhedssamtaler og substitutionsmedicin

To dage om ugen kan vores læge hjælpe og rådgive dig om medicin og de udfordringer dit helbred kan have på grund af dit misbrug. Du kan få en sundhedssamtale med en af vores sygeplejersker med fokus på din sundhed og din trivsel i hverdagen. Sygeplejerskerne er også med til at udlevere substitutionsmedicin, som efter aftale med lægen kan være del af din behandling.

Gruppeterapi

Behandlingscenter Brøndby har tilbud om behandlingsgrupper, som passer til netop den periode, du er nået i din behandling.

Det første tilbud om gruppebehandling arbejder med din motivation, din forståelse af dine problemer og din selvforståelse.

Du får nye redskaber i din hverdag, så du kan skabe praktisk forandring. Det andet gruppetilbud handler om at blive fri for misbrug af alkohol, hash, stoffer og medicin.

Det tredje gruppetilbud er BCBs egen dagbehandling, hvor der fokuseres på livet som misbrugsfri og de problemer, som resulterede i misbrug til at begynde med. 

Den sidste gruppe er vores efterbehandling, hvor der fokuseres på at forebygge tilbagefald, og hvordan du kan leve dit liv som stoffri efter du forlader Behandlingscenter Brøndby

Kontroller din trang til rusmidler

Din behandling lærer dig, hvad der giver dig trang til hash, stoffer, alkohol eller medicin. Du lærer, hvordan du kan genkende trangen, og hvordan du kan håndterer trangen, når den pludselig opstår.

Du bliver tilbudt en række værktøjer, som passer til netop dig og dine problematikker. I samtalerne med din behandler bliver du klogere på dig selv og dit misbrug, så du lærer at mestre din trang og de problematikker, som skaber din trang til hash, stoffer eller medicin.

Personlig og fleksibel behandling

Behandlingen bliver tilrettelagt, så den så vidt det er muligt tager hensyn til din dagligdag og dine andre forpligtelser. I en periode, hvor det går godt, kan du have behov for færre samtaler. Mens du i en periode med vanskeligheder kan have behov for flere samtaler. Du kan således få støtte til at komme gennem en svær periode og undgå et tilbagefald

Familie

Misbrug af hash, stoffer, alkohol eller medicin påvirker hele familien. Derfor taler vi med dig om at inddrage din familie og /eller partner i behandlingen, hvis det giver mening. Vi kontakter kun familie eller en partner, hvis du giver samtykke.

Du kan således få behandling med eller uden at din familie bliver involveret, hvis du er over 15 år.

Netværksmøder og samarbejde

Behandlingscenter Brøndby samarbejder normalt med din egen læge, kommunens socialforvaltning og Jobcenteret. Du skal dog give dit samtykke til alle former for samarbejder.

Når vi samarbejder med andre parter, er det altid for at gøre din behandling så let for dig som muligt. Når vi samarbejder med andre afdelinger i kommunen, behøver du ikke give de samme oplysninger flere gange i forskellige kontorer. Din behandling bliver også mere målrettet, fordi vi i samarbejdet finder ud af, hvilke ting i dit liv, der kan støtte dig, og hvilke ting som kan modarbejde dine mål med din behandling. Samarbejdet er udelukkende for at hjælpe dig og støtte dig så godt som muligt.

Anonym behandling

De første tre samtaler kan du være helt anonym. Men du har også mulighed for at fortsætte i anonym behandling ved eksterne samarbejdspartnere. Du kan komme i anonym behandling, hvis du:

  • Er over 18 år
  • Ikke skal modtage medicinsk behandling
  • Er under uddannelse eller i arbejde
  • Ikke har sociale problemer, som du har behov for økonomisk hjælp til
  • Ikke skal modtage sundhedsydelser i forbindelse med behandlingen

Er indstillet på gruppebehandling

Afvænning

Behandling af et misbrug kræver en afvænningsperiode og i denne periode vil du føle fysisk og psykisk ubehag. I en periode kan du måske føle, at du får det værre, end da du drak alkohol, røg hash, tog stoffer eller spiste for meget medicin. Men det er vigtigt at fortsætte behandlingen. Holder du fast i din behandling vil du hurtigere komme ud af dit misbrug, så du kan få det liv du ønsker.

Behandlingscenter Brøndby har tilknyttet læge og sundhedsfaglige, som kan hjælpe dig i denne vanskelige periode.

Efterbehandling

Efter en behandling for misbrug af alkohol, hash, stoffer eller medicin kommer du i efterbehandling. Her foregår den meste behandling i en efterbehandlingsgruppe. Gruppen støtter dig i din nye tilværelse uden misbrug. Du har stadig mulighed for individuelle samtaler med behandleren, men du får normalt færre samtaler i denne del af behandlingen.

Tiden efter afvænning og behandling kan være svær, og alt kan virke fremmed i begyndelsen. I efterbehandlingen har vi derfor fokus på at forebygge tilbagefald. Vi bygger også videre på de gode forandringer, som du har foretaget i forbindelse med din behandling. Behandlingens emner kan også handle om job, uddannelse, bolig, økonomi, fritid og sociale relationer.

Sidst opdateret den 13. august 2024